Åh nej - åh Jo! .. Åh nej

sommer 2012
Borgerforeningens bestyrelse kendte sin besøgstid, da den sørgede for telt storskærm og TV-forbindelse til EM-kampen Danmark-Portugal på Søpladsen onsdag aften, 13. juni. Pølser på grillen og øl og vand i kasserne.
 

Godt 60 af byens borgere og venner deltog i det fælles fodboldsus.
 
Undertrykt forventning
Kampen begyndte godt nok lidt tamt - både på skærm og på publikumsrækkerne. I undertrykt forventning accepterede flokken tavst, da Portugal kom foran 1-0: Det måtte jo ske og Danmark kan alligevel ikke spille, hvis nogen forventer noget af dem.
Ved 2-0 så publikum dybt i flaskerne og stilheden var til at føle på. Åh nej. Det var vist den kamp.
Ungerne ofrede den heller ikke mange blikke.
 


Pekuniære bagtanker
Men ved Danmarks reduktion til 2-1 kom der anderledes liv på de medbragte stole. Udligning 2-2: Nu var der fest!
Bare surt, at portugiserne var så pokkers hurtige og fik lukket og slukket med 3-2.
 
Søndag, når Danmark møder Tyskland, er grillen tændt igen, parabolen koblet til og øl-oplukkeren klar til brug.
Og uanset om Danmark vinder eller taber vil borgerforeningen glæde sig over de ekstra indtægter. Som et medlem af bestyrelsen sagde: "Kassen er tom, og noget må vi jo finde på".
Så måske er en økonomisk krise i ny og næ slet ikke så dårlig for fællesskabet og opfindsomheden.
 
Mette Breinholdt
Journalist
 
Feb 2013
En beretning fra en hyggelig stund et sted i Laven

13 festklædte mennesker var samlet omkring et glas "champagne" for at fejre nytårskur for seniorer i laven og omegn. Bente Jensen, som stillede hus til rådighed med hvide duge og kandelabre, bød velkommen et par omgange, så alle var med, fortalte om hvorfor hun og hendes mand Stig Holten er flyttet hertil, og at de føler sig meget velkomne. Vi sang begge Laven-sangene, ønskede Kirsten tillykke på hendes fødselsdag, drak lidt kaffe/te og nød Karens hjemmebagte boller og Bentes gode brownies, mens hver især omkring bordene fortalte kort om sig selv og hvorfor de bor i Laven, hvornår de kom hertil og hvor de bor. Nogle kender til alle huse og siger: nåh det hus, ja...og andre lærte nye mennesker og steder at kende. Alle sagde "kom bare ind, når i traver forbi! (Sådan er de fleste i Laven, Gl.Laven og omegn vist!)
Vi forstod, at vi er velkomne til Laven Vandforsynings ,og at GlLavens vandforening er nedlagt og man hører under linå. Vi ved nu, at Erna ovenfor Laven bager pandekager med børnebørn og flere hver onsdag, at to bornholmere nyder deres liv midt i Laven, at Kirsten tænker først at forlade sit hus, når hun bæres ud, at nogle enkelte ønsker sig til Århus, mens nytilflyttere vil blive her altid. Flere har gået i skole i Gl.Laven, hvor der nu er børnehave, dengang man gik 2år i hver klasse og gik ud efter 4.
I omegnen har her været mange flere aktive bønder end nu, og man foreslår at vores generalforsamling er i børnehavens lokaler fremfor Allings beboerhus......føles langt mere lokalt.
Stemningen var god, hyggelig og snakken gik vældigt, må vi sige. Vi må meget gerne holde fast i denne tradition, som blot har haft nogle års pause. Ideer til hvordan nytårskuren afholdes er altid velkomne.
Tak for en meget rar eftermiddag fra Anne Lund, Karen Stær, Bente Jensen.
 

- Laven.dk - Laven Borgerforening - lavenborgerforening@gmail.com - webmaster: bullpetersen@gmail.com -
Lav din egen hjemmeside med mono.net